Talbanken i Politiken

juli 16, 2007

Som nogle læsere måske allerede er klar over, så er min historie om Herning og Silkeborgs forsøg på at pumpe indbyggertalene endt i Politiken. Det skete i fredags, hvor journaliststuderende Martin Justesen sammen med tre andre bragte historien på forsiden og side 5 i første sektion. Jeg kender Martin fra min fortid i elevbevægelsen, og der skal herfra lyde en stor tak til ham og hans medstuderende for at have kontaktet mig og bragt sagen videre.

Her er et uddrag fra hovedartiklen:

Provinsbyer pumper indbyggertal

Silkeborg og Herning har med held lobbyet for at få indlemmet landsbyer som bymæssig bebyggelse – for at blive store nok til at få tilladelse til at bygge megabutikker ifølge den nye planlov.

Af Martin Justesen, Frederik Pedersen, Jeppe Findalen og Rasmus Thirup Beck

Væksten slår igennem – Silkeborg by bliver større«. Sådan lyder de første linjer i en pressemeddelelse fra Silkeborg Kommune, som med stor glæde præsenterer byens nye indbyggertal , der nu har bevæget sig over 40.000.
Tallet gør nemlig Silkeborg attraktiv, fordi antallet er afgørende for, om byen kan få tilladelse til at bygge storbutikker som Silvan, IKEA og Bilka.
Men tallet er tvivlsomt. Silkeborg kontaktede løbende gennem 2006 Kort- og Matrikelstyrelsen og Danmarks Statistik for at påvirke opgørelserne, og Herning gjorde noget tilsvarende. Resultatet blev, at begge byer fik ændret stregerne på kortet og dermed rundede det magiske tal 40.000 indbyggere.
Således er landsbyen Resenbro blevet indlemmet i Silkeborg, til trods for at den ligger flere kilometer fra byen, og landsbyen Lind er blevet en del af Herning.
Lektor i bygeografi Sten Engelstoft fra Københavns Universitet, der tidligere har været ansat hos Danmarks Statistik, kalder de mildt sagt fleksible måder at tælle indbyggertal for »helt hen i vejret«.
Ifølge Anita Lange, kontorchef i Danmarks Statistik, advarede hun da også telefonisk Miljøministeriet allerede for et år siden, da ministeriet forberedte et forslag til ændring af planloven, der skulle opsætte klare kriterier for tilladelser til at bygge megabutikker.
»Der ligger for mange skøn i indbyggertallet til, at det kan bruges som grundlag for en lovgivning«, siger Anita Lange, som har ansvaret for byopgørelserne.
Alligevel valgte Miljøministeriet at bruge indbyggertallet i sit lovforslag. Og advarslen kom da heller aldrig videre til de politikere, som i maj dette år vedtog den nye planlov.

Vil ikke indrømme fejl
Det var tvivlen om, hvordan indbyggertallet opgøres, der blandt andet var grunden til, at Dansk Folkeparti – som det eneste parti sammen med Enhedslisten – stemte imod loven.
»Men man får ikke regeringen til at indrømme, at de har begået en fejl. Så er det nemmere at få al-Qaeda til at overgive sig,« siger DF’s miljøordfører, Jørn Dohrmann. Både de radikale og SF, som er blandt forligspartierne bag loven, vil nu tage sagen op med ministeren.
Bruno Christensen, der er direktør i Retail Institute Scandinavia kan sagtens forstå Silkeborg og Hernings bestræbelser på at komme med i det gode selskab af byer, der må bygge ekstra store varehuse.
»Store butiksenheder tiltrækker kunder fra et større opland. Kigger du på Danmarkskortet, er der 33 byer, der tegner sig for 51 procent af den samlede detailhandel. De store og mellemstore byer suger omsætningen til sig«.
Det har trods gentagne henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Connie Hedegaard, som nu er taget på ferie.

Udover ovenstående var der en række artikler, heriblandt et fokus på byen Resenbro, der tilsyneladende er en del af Silkeborg. Som et lille tillæg fulgte At Tænke Sig op dagen efter, med en morsomhed afledt af sagen:

Officielt Til Store Fodvorde Kommune
Tak for brev af 12. ds., i hvilket kommunen anmoder om tilladelse til at opføre et storcenter snarest muligt. Miljøministeriet må desværre give afslag på grund af kravet til kommunens indbyggertal .
De 17 beboere i Lille Fodvorde kan medregnes som ønsket, men efter min opfattelse beror det på en fejl, når De med henvisning til planlovens bestemmelser om ’byens naturlige opland’ tillige medregner Brno, Jönköping, Lagos og de østlige forstæder af Ottawa.
Venlig hilsen
Honnie Gedelaar

En kommentar to “Talbanken i Politiken”

  1. Martin Says:

    Blot en kort kommentar for at retunere takken til talbanken.

    Havde det ikke været for din blog om netop indbyggertal, så var vi ikke blevet opmærksomme på historien – og det beviser jo blot (endnu engang), at bloggere i den grad kan være med til at pege på ting, som ellers aldrig ville se dagens lys.

    Tilbage er så at følge, om der nu sker noget ved sagen.

    Martin


Skriv en kommentar