Snyd på vægten i Midtjylland

I forbindelse med mit studie har jeg haft den glæde at læse Bent Flyvbjergs interessante bog “Rationalitet og Magt” om forholdet mellem planlægning, videnskab og politiske beslutninger. Bogens to bind afdækker forløbet op til vedtagelsen af en ny byplan for Aalborg centrum, og beskriver de forskellige aktørers interesse i processen. Konklusionen er flertydig, men det overordnede billede er, at det i højere grad er magten og de personlige forbindelser der afgører de væsentlige beslutninger. Tilbage står den rationalitet og videnskab som Flyvbjerg og andre besynger og savner i beslutningsprocessen.

Byplanen for Aalborg centrum blev nok ikke den sidste beslutning, der blev truffet udenom rationaliteten, men af og til er det alligevel bemærkelsesværdigt hvordan videnskaben bliver dirigeret rundt. Alle kender sagen om proffessor Bent Jensens koldkrigsinstitut, hvor formålet er at klapjagte på de sidste Moskva-sympatisører ud af skoven på ordre fra Jesper Langballe og slænget.

I den mindre, men for min blog relevante afdeling, kommer her et eksempel på et misforhold mellem rationalitet og beslutning. Den statistiske baggrund kan findes i mit sidste indlæg om de danske bystørrelser.

Men altså, inde i Danmarks Statistik sidder der en klog dame som fører tilsyn med størrelserne på de danske byer. Reglerne er at alle bygninger, der er sammenhængende med mindre end 200 meter indgår i det samme byområde. Der er dog i den sammenhæng en undtagelse i hovedstadsområdet, der bevidst er adskilt af hensyn til markedsanalyser og lignende.

Denne kloge dame fik efter sigende et opkald sidste år fra Kort- og Matrikelstyrelsen. Denne styrelse sorterer under Miljøministeriet, og har en bred opgaveportefølge, heriblandt at fortælle Danmarks Statistik hvilke bebyggelser, der har under 200 meter imellem sig. Manden fra styrelsen har fået sine beskeder, og skal meddele statistikkontoret at byerne Lind, Gjellerup, Hammerum, Snejbjerg og Sunds fra 2007 skulle indgå i byen Herning, mens Resenbro skulle indgå i Silkeborg.

Den kloge dame på statistikkontoret kigger på sit kort, og konstaterer at flere af de nævnte småbyer er både 300 og 500 meter fra henholdsvis Herning og Silkeborg. Hun melder tilbage, at det ikke kan lade sig gøre at indlemme byerne, da de ikke ligger mindre end 200 meter fra hovedbyerne. Manden i Kort- og Matrikelstyrelsen har dog som sagt sine ordrer, og han holder fast i byerne, men medgiver dog til sidst at Sunds, der ligger cirka 1200 meter fra Herning, ikke behøves at indgå i opgørelsen.

Således bliver det altså manden, der har sine ordrer oppefra, der dikterer objektiviteten. Dette kan umiddelbart synes harmløst, og måske endda bare latterligt, men der er dog mere klangbund, end spørgsmålet om potensmaterialet i bylistens 11.-plads.

Inden længe vedtager folketinget en lov, der definerer nye grænser for, hvornår man må bygge storcentre. I loven fremgår det blandt andet:

“Efter de foreslåede regler kan butiksstørrelsen for dagligvarebutikker således ikke overstige lovens grænse på 3.500 m², mens der for udvalgsvarebutikkers vedkommende er mulighed for at planlægge for butikker over 2.000 m² i bymidten i byer med mere end 40.000 indbyggere og i visse andre nærmere definerede områder. Det er en forudsætning, at der i kommuneplanen redegøres for konsekvenserne heraf – både for bymiljøet og den øvrige detailhandel.”

I dette lys synes det pludselig mere logisk hvorfor manden fra styrelsen havde så travlt med at indlemme de mange byer i Herning og Silkeborg. De to byer har tilfældigvis begge krydset grænsen på 40.000 – en grænse som de begge ikke kunne nå ved den naturlige tilvækst.

Da der i regeringen er en god repræsentation af midt- og vestjyder, kan jeg sagtens forestille mig at baglandet og borgmestrene ude på heden har presset på for at få de tørre folk i Kort- og Matrikelstyrelsen til at indse at 500 meter godt kan ligne 200 meter hvis man kigger godt efter. Hvad der derimod undrer mig er, at der ikke er nogle journalister der har fundet historien interessant. Mens Slagelse, Helsingør, Holstebro og Viborg står i kø for at få særtilladelser, har Herning og Silkeborg ordnet sagen af bagvejen uden problemer.

Det er særligt spændende fordi Herning og Silkeborg ligger i konkurrence med netop Viborg og Holstebro om væksten i den vestlige del af Region Midtjylland. Jeg har aldrig været fan af storcentre, men man kan ikke underkende effekten af et storcenter som magnet for arbejdspladser og handel. Denne fordel kommer to af de fire således til at nyde godt af med indførelsen af den nye lov, der i den grad forskyder kampen om hosekræmmernes sparepenge.

Men, som jeg lagde ud med, så er det ofte de personlige relationer, i dette tilfælde Kristian Jensen og Helge Sander, der afgører videnskabens anbefalinger. Held og lykke herfra til Holstebro og Viborg.

Hvis nogen har lyst til at studere afstandene, kan det gøres på De Gule Sider