For et par uger siden, mens Ny Alliance stadig havde nyhedens interesse, bragte Nyhedsbrevet A4 en ganske interessant artikel. Mens jeg, og garanteret mange andre, havde forestillet sig Khaders vælgere som en samling elitære storbyboere, viste en opgørelse, foretaget af Analyse Danmark, at partiets vælgere vel nok var højt uddannede, men ikke udpræget storbyfolk.
Undersøgelsen slår, heldigt nok for Khader & Co., hul i myten om Ny Alliance som storbyparti, hvilket adskiller dem fra de radikale latte-folk, som de vel nødigt vil associeres med. At Ny Alliance til gengæld har en høj andel af veluddannede, er i mine øjne ikke særligt interessant. For det første dækker begrebet alle med en uddannelse på mere end tre år, og der er således ikke kun tale om litteraturhistorie-studerende, og økonomiprofessorer, men i højere grad skolelærere, sygeplejersker, folk i merkantile erhverv, maskinmestre, og andre, der udgør rygraden i velfærdssamfundet. For det andet, har det hele tiden ligget i luften, at Ny Alliance næppe ville hente deres stemmer på slagterierne, maskinfabrikkerne og hos hjemmeplejerne, men derimod i den mere globaliseringsbegejstrede del af befolkningen.
For så vidt synes uddannelsesaspektet i undersøgelsen ikke overraskende, men bekræfter derimod de antagelser som de fleste sidder med: At Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har relativt lavt uddannede vælgere, mens V, K og venstrefløjen udgør et mellemstykke op til de veluddannede radikale vælgere.
Derimod mener jeg at det er ganske interessant at overveje storbyaspektet. I undersøgelsen er storbyer defineret som byer med over 100.000 indbyggere, hvilket giver os fire danske udfald: København, Århus, Odense og Aalborg. Det oplyses kun at Københavns forstæder er indregnet, men ikke det ligeså væsentlige parameter; hvilke forstæder med medregner, og om de tre andre byer er opgjort som byer eller kommuner, hvilket er ganske væsentligt. I de tre byer er der et kommunalt opland på omkring 160.000 mennesker, hvilket i den samlede undersøgelse svarer til 7 % af den samlede storbybefolkning(antaget at København sættes til 1,4 millioner), og næsten en fjerdedel af de tre provinsstorbyers indbyggertal.
Undersøgelsen giver desværre ikke noget svar, men oplyser at storbybefolkningen udgør 37 % af befolkningen, svarende til godt to millioner indbyggere.
Iblandt denne befolkningsgruppe har de konservative flertallet af deres vælgere. Partiets styrke i byerne er historisk betinget, og kommer stadig til udtryk i visse bykommuner, som eksempelvis Odense, Frederiksberg og Gentofte, hvor de konservative langt overgår Venstre som det borgerlige alternativ. Samtidig er den konservative storby-dominans stærkt på tilbagetog, og i væsentlige kommuner som København, Århus, Greve, Lyngby og Rudersdal har Venstre overtaget førertrøjen.
Ligeledes står de radikale og venstrefløjen stærkt i storbyerne. Mens venstrefløjen altid har haft opbakning i byernes kreative miljøer, er de radikales fremgang imponerende. Det gamle husmandsparti har altid haft en vis repræsentation blandt skolelærere og intellektuelle i byerne, men de seneste år er tilslutningen steget markant. Dette ikke mindst i København, hvor den tidligere ”Jump-start”-chef Klaus Bondam har givet partiet et mere moderne udtryk.
Hvad der derimod er mere overraskende i undersøgelsen, er Socialdemokraternes tilslutning i byområderne. Historisk er der ingen tvivl: Arbejderbevægelsen startede i storbyernes brydningsfulde miljøer, og de stærkeste fagforeninger skabtes der hvor arbejderne var samlet i store fabrikker. Vel var der andre end de fire største byer, der markerede sig, som eksempelvis Horsens, der grundlagde landets første afdeling af ”Arbejdsmændene” og Nakskov, hvor organisationsprocenten i mange år lå på noget nær hundrede.
Ja faktisk har Socialdemokraterne så nær tilknytning til byerne, at man kan spore næsten alle formænd for partiet tilbage til stenbroerne i de større byer. Medregner man Esbjerg, Randers og Roskilde til storbyerne (nuvel, Roskilde er den tiende største by, men de to andre er nummer fem og seks), har alle formænd, med undtagelse af Chresten Hørdum, trådt sine barnesko i gadernes rendestene. Han voksede derimod op i en landsby nær Ebeltoft, mens ti formænd er opvokset i Hovedstaden, to i Århus, to i Randers, to i Roskilde og en enkelt i Esbjerg.
Fair nok, det er jo ikke argument nok i sig selv. Men det synes alligevel mærkeligt, at det parti, der med få undtagelser har regeret kommunalt i de fire byer siden de politiske instanser blev demokratiske, nu står så svagt. I København, Århus og Aalborg toppede Socialdemokraterne sidste gang, med henholdsvis 37,6%, 38,7% og 42,9%. Dertil kommer de 11 vestegnskommuner, der med undtagelse af Vallensbæk og Høje Taastrup alle fik socialdemokratiske borgmestre, nogle endda med absolut flertal. På den modsatte side står selvfølgelig en række kommuner i den nordlige del af København, der har store borgerlige flertal.
Det ændrer dog ikke ved at der er en væsentlig forskel på resultatet fra kommunalvalgene og resultatet til folketingsvalgene. Nok har Socialdemokraterne store profiler til kommunalvalgene i eksempelvis København og Aalborg, men en lang række af folketingskandidaterne er mindst ligeså kendte, og mon ikke Lotte Bundsgaard er ligeså kendt i Odense som Anker Boye? Berømmelse er svært at måle, men jeg synes umiddelbart ikke at den socialdemokratiske folketingsgruppe rummer færre kendisser end de kommunale lister.
Det åbenlyse problem er åbenbart at Socialdemokraterne på landsplan ikke appelerer til storbymennesker, der hellere vælger de radikale eller SF. Ved sidste valg havde Ritt Bjerregaard en velsmurt maskine, der uddelte smarte cykler med reklamer, lavede vandflasker(før det blev hvermandseje), markedsførte sig på kultur og kreativitet og havde konkrete valgløfter. Ti måneder tidligere havde 16 folketingskandidater ført hver deres valgkamp i hver deres bydel, med hver deres tema.
Man kan næppe forlange at alle folketingskandidater skal blive enige om en samlet kampagne, og det ville i givet fald åbne op for en massiv opportunistisk adfærd i kampen om en af de fem-seks gyldne pladser på Slotsholmen. Men der er helt sikkert mulighed for at danne en ramme for de tolv folketingskandidater, især fordi de hver især repræsenterer meget forskellige baggrunde og udgør et mangfoldigt billede.
Tallene giver i hvert fald god grund til eftertanke hos den socialdemokratiske valgkampsmaskine om hvordan man kan få stenbrovælgerne tilbage i folden. Herunder er A4’s tal, fordelt over de otte største partier.
Andel af partiets vælger, der bor i byer med over 100.000 indbyggere:
Konservative: 56 %
Enhedslisten: 51 %
Radikale Venstre: 49 %
Socialistisk Folkeparti: 46 %
Gennemsnit: 37 %
Ny Alliance: 33 %
Socialdemokraterne: 26 %
Venstre: 26%
Dansk Folkeparti: 24 %
Andel af partiets vælgere med mere end tre års videregående uddannelse:
Radikale Venstre: 48 %
Ny Alliance: 39 %
Socialistisk Folkeparti: 38 %
Konservative: 34 %
Enhedslisten: 33 %
Venstre: 31 %
Gennemsnit: 30 %
Socialdemokraterne: 19 %
Dansk Folkeparti: 10
