En rådden banan

Af og til, når den politiske dagsorden ikke  er fyldt op at nye partier, tørklæder eller tegninger, bliver der plads til at diskutere noget, som jeg, i mine ydmyge rolle som politisk aktiv, mener er ganske centralt i forhold til udviklingen i morgendagens Danmark. Selve området har ikke noget egentligt navn, men et udtryk som “geografisk ulighed” eller “Det skæve Danmark” vil nok meget godt dække den politiske diskussion, som så sjældent kommer op til overfladen.

Det handler om at Danmark igennem de seneste godt 15 år, har oplevet en udvikling, hvor den nye teknologi og nye byliv har skabt en reel underklasse i den yderste provins. Det handler ikke blot om penge eller arbejdspladser, men også om image og uddannelse, omend pengene er den mest åbenlyse faktor.

Mens råstoffer og driftige lokale forretningsmænd, tidligere har været faktorer i væksten, er den afgørende præmis i dag, at man er placeret nær en af de to vækstcentre i landet; Hovedstadsområdet og Trekantsområdet. For samfundsborgere født efter 1986 virker det selvfølgeligt, at København er den ultimative dynamo i dansk erhversliv, men det har langfra altid været sådan. I slutningen af 1980′erne var København nede i en dyb bølgedal – byggeriet var ikke-eksisterende, arbejdsløsheden var enorm, byfornyelsen havde slået fejl og byen var opsplittet og opgivende. Historien vil vide at Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen havde en stor del af ansvaret for denne udvikling, idet man konsekvent valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, når blikket faldt på den skorstene, skibskraner og industrikedeler.

Senere blev det Jens Kramer, der gennem en pakt med djævelen, alias daværende statsminister Poul Schlüter. De konservative har aldrig haft en decideret modvilje mod storbyen, som det findes i Venstre, og aftalen mellem de to blev således en ny mulighed for byen. Samtidig blev man dog tvunget til at sælge ud af de sociale boligbyggerier for at modsvare den statslige investeringer, og love fremover kun at sælge på markedsvilkår. Begge disse forhold skaber i øvrigt problemer for Ritt i hendes forsøg på at give almindelige mennesker bolig i hovedstaden.

Pengene blev blandt andet brugt på projekter indenfor Kulturby 96, Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen. Tre projekter, der kickstartede udviklingen af byen, således at hovedstaden er suveræn i turisme, kultur og udvikling. Faktisk sidder København idag på 73% af alle akademikere beskæftiget indenfor kulturområdet, og det er endda uden forstæderne. Samtidig stiger områdets andel af den samlede indkomst og i andelen af akademikere.

Imens er det gået modsat i mange andre dele af landet. De klassiske eksempler er Lolland-Falster, Bornholm og Nord- og Vestjylland.  Områder der mister arbejdspladser, og som tiltrækker sociale problemer og frastøder veluddannede. Som førnævnt kan disse områder sagtens have masser af arbejdspladser, men det er sjældent at de lokale virksomheder hæver sig over produktionsniveauet. Det er typisk virksomheder, der er flyttet ud fra København som en del af egnsudviklingsprogrammerne, og som derfor er lette ofre for outsource-gribens nødesløse klør – et godt eksempel kunne være Flextronic i Pandrup.

Samtidig bliver uddannelsesniveauet dårligere i provinsen. Hvis der blandt læserne findes nogen, som er flyttet til København fra en ikke-universitetsby(som undertegnede), så kender de udemærket til problemet – Mens dem, der ønsker at videreuddanne sig, flytter væk, bliver de, der ikke er interesseret i videre uddannelse, måske ikke engang en ungdomsuddannelse. Det betyder ikke nødvendigvis at dem der bliver i udørkerne tjener mindre - mange af mine medstuderende skal nok ende med en lavere livsløn end Dennis,  der startede på slagteriet i Ringsted som 17-årig.  

Det er dog sjældent pengene alene der skaber et attraktivt miljø  – folk vil have udvikling, tilbud, spændende mennesker og ligesindede – Det som Bourdieu har operationaliseret i begreberne Kulturel Kapital og Social Kapital. Den slags kapitaler mangler man i Spøttrup og Holeby, og umiddelbart synes det svært at arbejde sig ud af krisen.

Problemet er, i mine øjne, enormt, fordi man ser en udvikling, hvor afstanden fra hovedstaden og trekanten er omvendt proportionel med det økonomiske overskud i kommunerne. Jeg er dog heldigvis ikke den eneste, der kan se dette problem, og i flere omgange har man forsøgt at sat problemet på dagsordenen.

Historien har vist, at man kan udgive tunge rapporter med vægtige argumenter og lange regnestykker, men hvis man virkelig vil have opmærksomhed og i sidste ende få sin vilje, så handler det om det visuelle udtryk. Det ved man i København, hvor Fingerplanen blev gennemført til fulde, på trods af at den aldrig blev vedtaget, mens de senere, og langt mere gennemarbejdede egnsplaner “Principskitsen” og “Regionplan 1973” blev arkiveret lodret. Folkene bag Fingerplanen var endda nødt til at flytte Rødovre, Glostrup og Taastrup for at få anatomien til at passe.

På det mere internationale plan, er der godt salg i frugter. Den første og mest effektive var “The Blue Banana“, fremstillet af den franske geograf-gruppe RECLUS, der ønskede at gøre det franske regering opmærksom på et grundlæggende problem: At al europæisk erhvervsudvikling foregik i Vesttyskland, Norditalien, Benelux, Svejts og Sydengland. Derfor tegnede man en blå banan på et Europa-kort, hvilket mere eller mindre solgte budskabet og vækkede folkene i republikkens magtcenter. Senere fulgte “The Green Apple” omkring Berlin, København, Stockholm, Hamborg og Randstad Holland, og “Progressive Pineapple” omkring Østfrankring, Vesttyskand, Benelux og med satelliter i London, København, Birmingham og Oslo.

På samme måde snakker man nu om en rådden banan, der smyger sig fra Bornholm, over Lolland-Falster, Sydfyn med øer, Sønderjylland, Vestjylland og Nordjylland. Hermed er det altså kun Sjælland, en stor del af Fyn og Østjylland, der går fri af denne syge frugt. En af de måder man kan måle udviklingen på, er i huspriserne, der gennem den usynlige hånd bestemmes af attraktiviteten. Priserne er dog ikke nødvendigvis interessante i sig selv, men nærmere udviklingen i prisen, som herunder er angivet i forhold til 1995.

Et blik over tallene giver det klare billede, at der er en svag stigning i priserne i det område, der er dækket af “Den Rådne Banan” -  mens selv semi-vækst områder som Odense og Århus har en begrænset stigning. Højdespringerne er København(435,9%), og derefter forstadskommunerne Frederiksberg(383,7%), Hvidovre(382,3%) og Tårnby(364,3%). Derefter er det gennemgående de sjællandske kommuner der dominerer i prisstigningerne.

Huspriserne er selvfølgelig kun en lille del af udviklingen, men det er dog bemærkelsesværdigt, at prisstigningerne i Københavns Kommune er 4 gange større end dem i Frederikshavn. De er i øvrigt hentet fra en reklame på www.180grader.dk – en såkaldt borgerlig netavis, og dækker prisen per kvadratmeter ejerbolig.

Hovedstaden

Gentofte: 32.519 (336,3%)

Frederiksberg: 32.057 (383,7%)

Hørsholm: 30.980 (243,2%)

Rudersdal: 30.068 (312,3%)

København: 29.567 (435,9%)

Lyngby-Taarbæk: 29.368 (305,2%)

Furesø: 26.253 (262%)

Gladsaxe; 25.622 (342,4%)

Rødovre: 25.036 (319,5%)

Tårnby; 24.940 (364,3%)

Glostrup: 24.630 (352 %)

Hvidovre: 24.431 (382,3%)

Høje Taastrup: 21.464 (301,7%)

Ishøj: 20.004 (266,7%)

Vallensbæk: 22.350 (339,8%)

Provinsen

Hillerød: 26.566 (316,6%)

Århus: 25.706 (255,6%)

Roskilde: 25.520 (275,7%)

Helsingør: 23.178 (305,8%)

Køge: 20.524 (251,9%)

Holbæk: 20.210 (292,2%)

Fredensborg: 19.479 (298,7%)

Gribskov: 18.705 (278,8%)

Silkeborg: 17.214 (152,2%)

Skanderborg: 16.660 (161,5%)

Ringsted: 15.919 (252,9%)

Horsens: 15.901 (256,6%)

Odense: 15.733(200,0%)

Svendborg: 15.553 (224,5%)

Aalborg: 15.243 (194,7%)

Vejle: 15.192 (214,7%)

Odder: 15.009 (213,7%)

Næstved: 14.779 (231,1%)

Sønderborg: 14.563 (148,7%)

Kolding: 14.030 (193,2%)

Slagelse: 13.440 (221,8%)

Nyborg: 12.322 (238,4%)

Herning: 12.788 (123,1%)

Holstebro: 12.584 (160,6%)

Haderslev: 12.474 (254,3%)

Varde: 12.217 (118.7%)

Esbjerg: 11.937 (147,7%)

Ringkjøbing: 11.198 (151,8%)

Viborg: 11.119 (142,1%)

Frederikshavn: 10.701 (119,6%)

Randers: 10.698 (178,9%)

Fredericia: 10.575 (190,6%)