Arkiv over 3. april 2007

Dagbladene

april 3, 2007

Da jeg var 10-11 år gammel, var den største drøm for mig selv og mange af mine venner at få en af de 7 ruter det lokale dagblad, Holbæk Amts Venstreblad, havde i Holbæk-forstaden Vipperød, hvor vi boede.  Alene tanken om en 8-900 kroner hver måned til sodavand, rulleskøjter, fodboldstøvler, menuer på den nyåbnede McD eller hvad man nu kunne finde på, kunne få en til at stå hver eftermiddag ved brugsen og vente på de frisktrykkede aviser. Også selvom man skulle stå ved siden af de store drenge på 13-14 år, der udleverede lammere og dummeslag efter behov, medmindre man smigrede dem med Lange-Jan lakridser og de der karamelstænger til 2 kroner, som man vist stadig kan få.

Senere gik drømmen i opfyldelse. Dengang fik man 39 øre for hver avis der blev afleveret og der var omkring 80 abonnenter på min rute, hvilket gav en smule over 30 kroner per tur, undtagen om lørdagen, hvor taksten var 45 øre, mens avisen også var en del større.

For nylig snakkede jeg med den dreng, der siden har overtaget min rute, der kunne fortælle at den nu var nede på bare 65-70 aviser, mens lønnen dog var steget til 72 øre per avis. Tendensen er dog ikke kun gældende for Vipperød – de lokale dagblade har generelt set svært ved at klare konkurrencen mod gratisaviser, internet og TV2 News. Om man kan lide det eller ej, så er det den vej det går, i særdeleshed for de lokale dagblade der ikke har et klart defineret udgivelsesområder, og som ikke fornyer journalistisk og koncept. Derudover er det gået ud over de landsdækkende aviser som helhed, hvor man over en bred kam er inde i en stabil nedadvendt udvikling.

Derimod er der god fremgang til de mange nye og gamle gratisaviser. På listen nedenfor er de helt nye, som Nyhedsavisen, Dato og 24timer ikke med, men på trods af det er det gratisaviserne der dominerer toppen. Først og fremmest selvfølgelig MetroXpress, der trykker en kvart million om dagen, mens en lokale gratisavis i København, Urban, er lige efter. Længere nede ligger de odenseanske og aalborgensiske udgiver, Xtra og Centrum, der hver især har pæne oplag.

På betalingsavissiden, som vel egentlig er den mest brugbare, ligger Jyllands-Posten i front ligesom de sidste mange år, mens Politiken ser ud til at have overhalet Berlingske Tidende i kampen mellem “De 3 store”.  Samtidig har Ekstra Bladet efterhånden lagt god afstand til B.T., så JP/Politikens hus samlet avancerer i det danske mediebillede. Samtidig er der jævne tilbagegange til alle berlingskes lokale og regionale aviser, med Jyske Vestkysten, de tre stiftstidender og Sjællandske i spidsen, hvilket må give bekymrede miner hos de britiske ejere. 

Som forudset i mange medier, ser det altså rigtig slemt ud for de mange lokale dagblade, og udviklingen over de seneste to år taler også sit tydelige sprog. Mens enkelte, som Der Nordschleswiger og Frederiksborg amtsavis har små fremgange, er det samlede billede, at de fleste blade mister et par procent af deres læsere hvert år. Samlet set har de danske betalingsaviser tabt 3,7% af deres oplag de seneste år, og der er ikke noget der tyder på at denne udvikling vender lige foreløbigt.

På den modsatte banehalvdel har gratisaviserne haft en fremgang på 19% i oplag over de sidste to år. Selvfølgelig er det umuligt at vide, hvor mange af aviserne der rent faktisk bliver læst, men man må antage at de ikke øger produktionen hvis der ikke er en reel efterspørgsel efter deres tryksager. Det er i øvrigt, som førnævnt, værd at bemærke, at de nye gratisaviser ikke er med i opgørelsen.

Herunder er tallene for de danske dagblades oplag for 1. kvartal 2007, i parantes tallene for 1. kvartal 2005. 

1. MetroXpress(gratis):                              250.595 (201.144)

2. Urban(gratis):                                         232.934 (171.156)

3. Jyllands-Posten:                                     148.715 (157.701)

4. Politiken:                                                126.380 (134.391)

5. Berlingske:                                             124.550 (130.487)

6. Ekstra Bladet:                                        103.558 (105.839)

7. Erhversbladet(gratis):                             93.501 (100.371)

8. B.T.:                                                      90.360 (100.537)

9. Jyske Vestkysten:                                  78.326 (80.697)

10. Nordjyske Stifttidende:                        78.030 (74.428)

11. Børsen:                                                70.024 (66.834)

12. Fyns Stifttidende;                                 59.568 (61.993)

13. Århus Stifttidende;                               48.559 (53.053)

14. Frederiksborg Amts Avis:                    29.224 (27.911)

15. Kristeligt Dagblad:                               26.730 (22.645)

16. Xtra(gratis):                                         25.953 (24.785)

17. Sjællandske:                                        23.484 (28.502)

18. Centrum(gratis):                                   23.439 (27.278)

19. Lolland-Falsters Folketidende:             21.933 (23.120)

20. Information:                                         21.366 (20.465)

21. Vejle Amts Folkeblad:                         18.193 (19.487)

22. Fyns Amts Avis:                                   17.505 (18.406)

23. Horsens Folkeblad:                              16.703 (17.310)

24. Midtjyllands Avis:                                16.335 (16.481)

25. Holbæk Amts Venstreblad:                  15.519 (17.125)

26. Bornholms Tidende:                             13.275 (13.279)

27. Herning Folkeblad:                               13.260 (13.635)

28. Randers Amts Avis:                             12.532 (13.936)

29. Skive Folkeblad:                                  12.215 (12.548)

30. DB Holstebro/Struer:                           11.266 (11.453)

31. Viborg Stifts Folkeblad:                        11.242 (11.682)

32. Thisted Folkeblad:                               8.739 (8.985)

33. DB Køge:                                            8.283 (8.834)

34. DB Roskilde:                                       7.994 (8.638)

35. Kalundborg Folkeblad:                        7.436 (8.037)

36. DB Ringsted:                                       7.252 (8.075)

37. DB Ringkjøbing/Skjern:                        6.663 (6.960)

38. Helsingør Dagblad:                               6.250 (7.009)

39. Morsø Folkeblad:                                5.772 (5.592)

40. DB Licitationen:                                   5.276 (4.921)

41. Fredericia Dagblad:                              5.084 (5.443)

42. DB Skjern-Tarm:                                 4.359 (4.443)

43. Lemvig Folkeblad:                               3.408 (3.740)

44. Der Nordschleswiger:                          2.399 (2.370)

45. Kerteminde Avis:                                 1.964 (1.836)