Det er vel næppe gået nogens næse forbi at politiet her til morgen ryddede Ungdomshuset på Jagtvej på Nørrebro. Rydningen er næppe heller en overraskelse for særlig mange, da man siden 14. December kun har ventet på politiets aktion.
Det bliver dog spændende at følge det kulturelle efterspil efter det endelige opgør med brugerne af Ungdomshuset. Umiddelbart vil der ikke være nogen synlig effekt, men på lang sigt tror jeg at rydningen kommer til at betyde et fattigere kulturliv for København som storby, og dermed en dårligere økonomi for byen som helhed.
Som tidligere beskrevet kræver medarbejderne i innovative vidensvirksomheder et bredt kulturudbud, men derudover er der en række elementer der, ifølge teoretikeren Richard Florida, tiltrækker den såkaldte “kreative klasse”. Klassen, der endnu mangler en helt klar definition, men som under alle omstændigheder omfatter de akademiske medarbejdere, der fx er en del af Medicon Valley-projektet, kræver blandt andet:
-Talent – Miljøer med andre akademikere
-Teknologi – At området er langt fremme teknologisk og infrastrukturelt
-Tolerance – At beboerne i området har en tolerent tilgang til mennesker der er anerledes religiøst, etnisk, kulturelt eller sexuelt.
I den nordiske bykonkurrence mellem København, Stockholm, Hamborg og til dels Oslo og Helsingfors, lægger de enkelte byer ikke skjul på at de ønsker at tiltrække medarbejdere og dermed arbejdspladser ud fra de ovenstående kriterier. De lokale politikere er udemærket klar over forskellen på 200 arbejdspladser i administration og 200 medarbejdere i udviklingsarbejdspladser. Mens de første giver en umiddelbar skattegevinst, er det andet en dynamo i skabelsen af videnskabelige miljøer, der tiltrækker andre medarbejdere og dermed arbejdspladser.
Det er ikke tilfældigt at Ritt Bjerregaard og dermed København er så glade for Gay Parade og homo-OL. Et rygte som en “lyserød” by er en kæmpe gevinst for København og Danmark, og vil tiltrække den kreative klasse. På samme måde er en bred vifte af kulturtilbudene i København afgørende i konkurrencen med de to andre millionbyer, der i øjeblikket ligger bag den danske hovedstad kulturelt set.
Derfor var det også så meget desto ærgerligere, da man her til morgen ryddede “ungeren”. Ikke bare for de unge og deres subkultur, men i langt højere grad for København, hvis kreative miljøer i øjeblikket trues af “normaliseringsindustrien”. Det siger sig selv at hvis man rydder den underskov, der leverer bands til Stengade 30, som igen leverer til Vega, så begrænses udbuddet og bredden af kulturen i København og i Danmark som helhed.
Samtidig er det ikke formålstjensteligt for byens ønske om at fremstå som en tolerant by, at man ikke på så mange år har kunnet finde en ærlig bygning til at genhuse de anerledes tænkende unge. Indtil videre er det heldigvis kun Ungdomshuset som er ramt, men hvis udviklingen fortsætter ryger Christiania i næste omgang, mens min påstand er at man senere går videre til Stengade, A-huset, Amager Bio, Bumzen eller andre spille/være-steder, der larmer om natten og hvis fulde gæster bekymrer andelshaverne i området. Det er sådan set meget nemt at lukke et spillested, sådan som man gjorde med hiphop-stedet P. Hejle i slutningen af 1980′erne, og som markerede den 8 år lange krise for dansk hiphop/rap.
Til sidst sidder man tilbage med pæne, sammenlagte andelsboliger i brokvartererne, et bilfrit indkøbshelvede i Indre by, narkomanerne deporteret til Lolland eller Sydhavnen, og et kulturliv der kan opsøges i Palads eller Valbyhallen, når de store udenlandske kunstnere kommer forbi.
Ja, jeg ved godt at det kan lyde en anelse overdrevet, men det er dog alligevel den udvikling der er set før, og som måske kommer til København. Og til eventuelle kritiske læsere; Ovenstående skal tolkes som en støtte til ungdomshusets kulturelle aktiviteter -intet andet.
marts 1, 2007 at 5:31 pm
Der var ikke mange tal med i dette indlæg
marts 1, 2007 at 6:15 pm
nej jeg ved det – prøvede at finde noget der var relevant, men det var lidt svært. Håber det går alligevel
marts 2, 2007 at 12:01 pm
Tal er det eneste sande-
Men kan en kulturel kamp om byens rum gøres op i tal?