www.kom-hjem.dk

februar 28, 2007

I sidste uge lancerede den store jyske industrikoncern Danfoss under titlen “Kom hjem” en kampagne, der har til formål at få de mange jyder i København til at vende næsen hjemad og søge job i Nordborg(Danfoss’ hovedsæde), Silkeborg eller Århus.

Jeg synes kampagnen er morsom og spændende, og den uimponerede tilgang, hvor man lover københavnerne at det nok skal gå, “ellers kan I bare ringe”, er forfriskende i forhold til den sædvanlige diskussioner om Øst-Vest forholdet i Danmark. Med tanke på udmeldinger fra århusianske amtsborgmestre, der kræver letbane, underjordisk motorvej og lufthavn, alt sammen betalt af staten forstås, eller lokale folk fra vestjylland, der vil have OL til Herning, så virker kampagnen fornuftig og effektiv.

Det er ingen hemmelighed i dag, at en stor andel af den jyske ungdom vælger at tilbringe studietiden i København. Mens en del af dem flytter tilbage til hovedlandet, er der dog også en stor gruppe der bliver boende på Sjælland. Netop derfor er det centralt for Jylland, og Danmark som helhed, at flere unge veluddannede vælger at returnere til hovedlandet efter studietiden.

Mens provinsen som helhed, og Århus i særdeleshed, havde en dominerende position indenfor såvel kultur som økonomi i 1980′erne, går det idag den modsatte vej - Mens København for alvor har taget konkurrencen op med Hamborg og Stockholm, er trekantsområdet efterhånden det eneste reelle alternativ til hovedstaden kulturelt og økonomisk. Dem som har stiftet bekendtskab med Richard Floridas bog “Cities and the Creative Class“ ved at den innovative erhvervsudvikling går hånd i hånd med kulturelle tilbud. Kort fortalt er Stengade 30 og operahuset en forudsætning for udviklingen af Medicon Valley. Ikke at Floridas teorier nødvendigvis er retvisende, men i forhold til netop denne tese er der omfattende undersøgelser, der underbygger teorien.

Problemet med den ellers fornuftige jyske kampagne er at man hverken har subkulturelle spillesteder eller skibsredersponsorede betonmonstre i Nordborg, og der er ikke just udsigt til det i løbet af de næste år. Til gengæld oplyser de at der netop er blevet installeret en ekspresso-maskine på den store fabrik i Nordborg, hvor man vel at mærke selv bestemmer om der skal mælk i efterfølgende. Det er selvfølgelig en start, men der skal andre tilbud til byen, hvis man for alvor vil tiltrække den diffuse kreative klasse.

Udviklingen kan imidlertid let måles kvantitativt, og Danmarks Statistiks opgørelser over gennemsnitslønindkomster giver et klart billede af situationen. Mens København stadig har en meget lav gennemsnitlig indkomst, har byen dog oplevet den markant største stigning over de sidste 15 år. De laveste indkomster finder man i Storstrøms Amt, primært som følge udviklingen på Vestlolland, hvor der efterhånden ikke er mere end en håndfuld private arbejdspladser tilbage. Topscorerne er amterne i HT-området, der har væsentligt højere gennemsnitsindkomster end resten af landet, mens Vejle Amt med trekantsområdet er topscorer i Jylland.

Tallene er fra Danmarks Statistik, og viser gennemsnitshusstandsindskomsten fordelt på amter, og udviklingen i procent siden 1991:

København                          285.514 (+67%)

Københavns Amt                 411.779 (+47%)

Frederiksborg Amt               431.255 (+49%)

Roskilde Amt                       415.705 (+51%)

Vestsjællands Amt               342.978 (+50%)

Storstrøms Amt                    322.165 (+45%)

Fyns Amt                             325.612 (+43%)

Sønderjyllands Amt              332.763 (+44%)

Ribe Amt                             345.992 (+42%)

Vejle Amt                            352.758 (+57%)

Ringkøbing Amt                   346.309 (+46%)

Århus Amt                           343.444 (+53%)

Viborg Amt                          335.246 (+52%)

Nordjyllands Amt                 327.794 (+47%)

4 svar til “www.kom-hjem.dk”

  1. peterandreas Siger:

    Hvad er koblingen mellem kreativitet og lønindkomst?

    P.

  2. talbanken Siger:

    Koblingen ligger i det forhold at flere og flere arbejdspladser med høje lønninger har ansatte der kræver kulturelle tilbud. Det er en af grundstenene i Medicon Valley projektet, at man har og fortsætter med at have, et varieret og bredt kulturudbud.

    Selvfølgelig er der andre ting der spiller ind, men det afgørende parameter i den moderne byregions-kamp(der vel og mærke er ved at afløse den økonomiske kamp mellem nationalstaterne) er tolerence, infrastruktur, faglige miljøer og kulturelle tilbud.

    Det klassiske eksempel er genopretningen af Glasgow i slutningen af firserne, hvor man brugte kultur som spydspids til at genoprette en bymidte der var udsultet. Alle ressurcestærke borgere boede i forstæderne, men langsomt fik man, med kulturen som det bærende element, genoprettet bymidten. Bygeografen David Harvey har skrevet en del om denne udvikling i bogen “The Urban Experience” fra 1989.

  3. Johs. A Siger:

    Sønderjyderne ved godt, at det kulturelle miljø også skal udvikles.
    Se anmeldelse af den nye koncertsal i Alsion hér:
    http://ibyen.dk/scene/anmeldelser/article238192.ece
    Problemet er måske også, at mange ‘københavnere’ tror, provinsen stadig ser ud som i Morten Korchs film.

  4. talbanken Siger:

    Hej Johs. A

    Ja, det er et rigtigt flot arrangement de har stablet på benene i Sønderborg. Det må være en del af den sønderjyske strategi.

    Jeg kan for så vidt være enig med dig i at nogle københavnere har et forvrænget billede af provinsen, ligeså vel som nogle provinsboer har et forvrænget billede af København. I øvrigt har de sidste ugersbegivenheder ikke ligefrem afkræftet fordommene, der nu trives rigtig godt - København er ikke længere kun narkomaner og bistandsklienter, men nu også terrorister og “stenkastende voldspsykopater fra helvede”.

    At folk fra land(og heri også mindre provinsbyer) møder hinanden med mistillid er der dog ikke noget nyt i. Så tidligt som i det gamle testamente ønsker landbefolkningen Sodoma og Gomorra ødelagt for deres utraditionelle livsførelse.

    mvh Kaare

Leave a Reply