Efter en lidt sløv periode på talbanken.dk, som følge af tidspres op til afleveringen af mit semesterprojekt, er jeg glad for at kunne præsentere jer for en fantastisk nyhed: Jeg har haft mulighed for at få fat i de nyeste befolkningstal for landets byer.
Overordnet set er udviklingen nogenlunde den samme som de seneste år: Mens der er pæne fremgange til de sjællandske og østjyske byer, er det yderområderne der må noteres for de største tilbagegange. De store højdespringere i denne omgang er Skanderborg, Vejle og overraskende nok Viborg, Korsør og Middelfart. De store tabere er endnu engang Nakskov, Frederikshavn og Esbjerg.
Mens Randers’ borgmester for nylig var en del af et initativ der skulle skaffe bedre togforbindelser til de seks største byer, må byen, der på Sjælland mest er kendt som destinationsby i “Verdens længste rap“, nu se sig overhalet af Kolding, der i de nyeste tal har bevæget sig op som landets 6.-største by. Man skal dog ikke afvise at randrusianerne kommer igen til næste år, da det trods alt kun er 68 indbyggere der adskiller de to byer.
Derudover er der ingen ændringer i top 10, hvor Vejle forstsætter fremgangen med næsten 2000 nye borgere fra 2004 til 2006. Hvis denne udvikling fortsætter, vil Vejle om 2-3 år også være større en Randers, mens byen indenfor 5 år vil være større end Kolding, og inden 7 år vil have overhalet Esbjerg, og dermed være den 5. Største by i landet.
Det virker dog umiddelbart usandsynligt at man i det østjyske kan opretholde så markant en fremgang i så mange år, når de umiddelbare alternativer Fredericia, Kolding og Horsens, hver især er klar til at tage en del af kagen.
Lidt længere nede af listen har Viborg overhalet Køge indenom, og domkirkebyen er nu oppe som nummer 15, med en pæn fremgang på godt 1000 indbyggere. Jeg har svært ved at gennemskue hvad der giver den midtjyske by den store fremgang, da det langtfra er det område i landet der har den største befolkningsfremgang, mens de nærmeste konkurrenter Køge og Helsingør ellers rider meget godt på udflytningsbølgen fra Hovedstaden. Det kan selvfølgelig skyldes at byen er vokset sammen med en mindre by, hvilket nok vil vise sig de næste par år.
Hvis man går endnu længere ned på listen, har Holbæk endnu engang overhalet en nordjysk købstad, denne gang Hjørring, der nu er henvist til 24. pladsen. Holbæk er den af de sjællandske udflytterbyer der har den største fremgang, omend Korsør, der ligger udenfor “udflytningsbæltet” har en større fremgang. Den radikale højborg for enden af Holbæk-motorvejen kommer dog til at vente nogle år på 22. pladsen, hvor Sønderborg har godt og vel 2000 flere indbyggere.
Mens det regner på præsten, drypper det på degnen, og Holbæks “lillebror” Kalundborg, kan også avancere en plads, så industribyen nu indtager en plads som nummer 31. Ganske imponerende, taget i betragtning at byen har elendige togforbindelser og mest er præget af tung industri, mens politikkerne i det hedengangne Vestsjællands Amt var 2 minutter fra at nedlægge byens sygehus og skadestue i 2003. Ikke just de bedste forudsætninger for at deltage i det store sjællandske kapløb om de udflyttende skatteborgere.
Som sagt fortsætter Skanderborg sin markante fremgang, og er nu på top 40 over de største byer. Festivalbyen er om sammen med Odder stort set ene om at tage den mindre udflytningsbølge der kommer fra Århus, og de to byer har forstået at gøre sig attraktive, samtidig med at såvel naturbilledet som infrastrukturen er så godt som optimal for børnefamilier der ønsker fred og ro, og samtidig vil kunne pendle til arbejde i Århus eller sydpå.
I den mere triste ende finder vi Nakskov, der endnu engang går en plads ned af listen – ikke fordi Grenaa har haft nogen markant fremgang, men fordi den lollandske havneby endnu engang mister godt 500 indbyggere. Byen blev i et TV2 program i slutningen af 1990′erne erklæret for “død” by, og i kølvandet på programmet fulgte en lang række sager med københavnske sagsbehandlere, der opfordrede bistandsklienter og stofmisbrugere til at flytte til Lolland. Her stod storsmilende bolighajer parat med lejekaserner til de nye borgere. Da øens større arbejdspladser samtidig lukkede, har det været svært for specielt Nakskov at tiltrække nye borgere, og nedturen fortsætter nok endnu et par år.
Her er de nye tal over de største danske byer, hvor den procentvise ændring står i parantes:
1. København: 1.239.833 (+0,8%)
2. Århus: 229.821 (+0,6%)
3. Odense: 146.240 (+0,5%)
4. Aalborg: 122.794 (+1,0%)
5. Esbjerg: 72.017 (-0,7%)
6. Kolding(7) 55.777 (+1,5%)
7. Randers(6) 55.709 (-0,0%)
8. Vejle: 51.878 (+3,9%)
9. Horsens: 50.377 (+1,5%)
10. Roskilde: 44.539 (+0,8%)
11. Næstved: 40.920 (+1,0%)
12. Silkeborg: 39.079 (+1,6%)
13. Fredericia: 37.004 (-0,0%)
14. Helsingør: 35.106 (+0,3%)
15. Viborg(16) 34.172 (+2,9%)
16. Køge(15) 34.074 (+1,5%)
17. Holstebro: 32.208 (+1,3%)
18. Slagelse: 31.999 (+0,6%)
19. Herning: 30.561 (+2,0%)
20. Hillerød: 28.388 (+0,9%)
21. Svendborg: 27.579 (+0,0%)
22. Sønderborg: 27.126 (+0,6%)
23. Holbæk(24) 24.773 (+1,6%)
24. Hjørring(23) 24.592 (-0,1%)
25. Frederikshavn: 24.003 (-0,7%)
26. Haderslev: 20.753 (-1,1%)
27. Skive: 20.864 (+0,9%)
28. Ringsted: 18.934 (+0,8%)
29. Nykøbing Falster: 16.859 (+0,4%)
30. Aabenraa: 16.409 (+0,9%)
31. Kalundborg(32) 16.035 (+1,6%)
32. Nyborg(31) 15.844 (-0,0%)
33. Korsør: 15.094 (+2,2%)
34. Ikast: 14.780 (+1,5%)
35. Frederikssund: 14.609 (+1,3%)
36. Grenaa(37) 14.319 (+0,1%)
37. Nakskov(36) 13.949 (-3,1%)
38: Rønne: 13.840 (-0,3%)
39. Middelfart: 13.734 (+2,2%)
40. Skanderborg(41) 13.760 (+4,3%)