Jernbanepassagererne

oktober 18, 2006

De danske jernbaner har henover sommeren været et af de emner der har trukket rigtig mange overskrifter, og som er blevet genstand for megen debat. Især banestyrelsens rapport med forskellige scenarier for en renovation af banenettet satte fokus på den politiske del af sagen.

Og netop Banestyrelsen har en masse fine statistikker, som de har samlet gennem mange år, blandt andet gennem DSB’s passagertællinger der bliver afholdt hvert år, på en hverdag i november.

Jeg har fået fat i tallene der er resultatet af disse passagertællinger blandt DSBs og Arrivas kunder er selvfølgelig spændende i sig selv, men for at give et overblik over togtrafikken i Danmark, har jeg inddelt de togrejsende på de største danske toglinier.

Overordnet set fordeler trafikken sig mellem landsdelene med 86,4% af trafikken på Sjælland, 10,9 i Jylland og 2,7 på Fyn. Det skal nævnes at størstedelen af den sjællandske trafik foregår på S-banen, således 64,4% af det samlede antal danske passagerer, mens de sjællandske regionalbaner udgør samlet set 22,0%.

Hvis man fraregner det omfattende antal passagerer på S-banen er fordelingen mellem landsdelene således at den sjællandske landsdels- og regionaltrafik udgør 61,7%, mens de jyske og fynske tal er henholdsvis 30,7% og 7,6%.

Det mest interessante ved tallene er efter min mening at der er så store geografiske forskelle på densiteten af togpassagererne – Mens Jylland er godt 5 gange større, geografisk set, er der alligevel dobbelt så mange passagerer på Sjælland, hvis man ikke medregner S-banen, og mere end 8 gange så meget hvis den københavnske bane regnes med.

Lige sådan ser det ud hvis man ser på hvor mange passagerer der i gennemsnit rejser fra stationerne i øst og vest: Det Jysk/fynske gennemsnit ligger på 882, mens det sjællandske/lolland-falstringske er 6706.

Tallene er i sig selv skræmmende, og det giver tid til eftertanke, når man i centraladministrationen i øjeblikket står overfor en større investering i banerne. Selvfølgelig er der et argument i at man får flere passagerer hvis man har bedre forbindelser, og at man skal give folk en grund til at tage toget fra yderområderne, men tallene lyver ikke, og man bliver nødt til at forholde sig til at langt størstedelen af de danske togpassagerer bor på Sjælland.

Derfor ærgrer det mig også at den nye banerapport helt tydeligt favoriserer de jyske baner, og sidestiller en lang række mindre jyske lokalbaner med pendlerhovedårerne på Sjælland, blandt andet Sydbanen og Nordvestbanen. 

Men, som jeg tidligere har været inde på, så er det ikke altid at trafikinvesteringerne bliver truffet på et logisk grundlag.

Her er oversigten over de danske togpassagerer:

S-banen:                                                    426.859

Hovedstationerne*:                                    319.276

Vestlige del af Hovedbanen**:                   56.600

Sjællandske del af Hovedbanen:                 52.823

Kystbanen(Vedbæk-Helsingør):                 33.575

Øresundsbanen(Ørestad-Kastrup):             19.905

Nordvestbanen(Lejre-Kalundborg):           16.917

Sydbanen(Glumsø-Rødby Færge):             15.811

Århus-Aalborg:                                          14.335

Esbjergbanen(Kolding-Esbjerg):                 13.699

Lille Syd(Roskilde-Køge-Næstved):           6771

Middelfart-Odense-Svendborg:                  5929

Jyske baner i øvrigt:                                    49680

* Hovedstationerne er de stationer i Københavnsområdet der fungerer som Hubs for pendlerne; Københavns Hovedbanegård, Nørreport, Østerport, Valby, Vesterport, Hellerup og Høje Taastrup.

** Hovedbanen er det gængse udtryk for strækningen mellem København og Århus. Den Sjællandske del dækker her over strækningen Hedehusene-Korsør, mens den Vestlige del dækker strækningen Nyborg-Århus

 

Læg en kommentar