Kære læsere
Som nogen har bemærket, er der ikke lagt det store arbejde i Talbanken henover vinteren. Jeg vil derfor gerne erklære officiel skrivepause, da jeg i øjeblikket har andre prioriteter, der gør at jeg ikke har tid til at opdatere og svare på alle kommentarer.
Mvh Kaare
Valgkampen har stået på i lidt over to uger, og det begynder at spidse til i mange kredse. Det betyder at slutspurten bliver ekstra intens for de mange, hvis mandater er usikre, og for de nye kandidater, der kæmper for de sidste, vigtige personlige stemmer.
Mens gadeaktioner, plakater, radiospots og balloner alt sammen hjælper i mere eller mindre grad, er der dog ingen tvivl om, hvad der er det absolut vigtigste i valgkampen, nemlig pressen. Jo flere artikler om kandidatens politik, desto flere vælgere der kender “den lokale kandidat”.
Infomedia, der har en database over de fleste danske trykte medier, lavede i går en opgørelse over hvilke kandidater, der har fået færrest stemmer. Desværre bar undersøgelsen præg af, at Infomedia er bedre til at arkivere artikler end at undersøge det politiske mediebillede. I undersøgelsen bliver Karen Klint udråbt til en af taberne, da der kun er to artikler på søgeordene Karen J. Klint. Enhver kan gennemskue at det skaber et skævt billede, og en søgning på “Karen Klint” giver således 31 artikler på to uger.
For at give et retvisende billede, har jeg lavet en søgning på alle socialdemokratiske kandidater, fordelt på storkredse.
Hvis man starter østfra, er der få overraskelser i Københavns Storkreds – Karen Hækkerup og Antorini tager en pæn andel, mens de tre kandidater, der er nomineret til at stå stærkest i kampen om de sidste to pladser, Yildiz Akdogan, Jacob Bjerregaard og Bo Sandberg, alle ligger lige efter. Dog havde jeg ikke forventet at se Yildiz som den førende blandt de tre. Derefter følger et felt med seks kandidater, der varierer fra 0 til 8 artikler. Den nyankomne Susan Hedlund ligger ikke overraskende bagerst i det felt.
I omegnen af København ser Christel Schaldemose ud til at rykke i pressen, hvilket hun for så vidt har hårdt brug for, når hun er opstillet i den meget lidt socialdemokratiske Gentoftekreds. 43 artikler er pænt for en ny kandidat, mens hun dog klart overgås af Mette Frederiksen, Mogens Lykketoft og Morten Bødskov.
I Nordsjælland er Nick Hækkerup klart i front med 104, mens der mellem de fem resterende er tæt løb, i et spænd mellem Klaus Hækkerup og Mads Reinholdt med 43, og Hans Nissen med 18.
Sjællands storkreds er lidt amputeret, da mange af de lokale medier ikke er tilknyttet Infomedia, men der tegner sig et billede, hvor Magnus Heunicke, Thomas Adelskov og Mette Gjerskov er i front, kun overgået af den politiske ordfører Henrik Sass, der får omtale gennem hans koordinerende arbejde centralt. Jokerne i spillet er Rasmus Horn Langhoff og Vibeke Grave, hvis lokale medier ikke er tilknyttet, og derfor sandsynligvis har mere omtale end de resterende 6 kandidater.
På Fyn har Odense-kandidaten Peter Rahbæk Juel bragt sig i front med 90 artikler, tæt efterfulgt af Middelfart-kandidaten Poul Andersen. De to outsidere Jesper Kinch og Johannes Lundsfryd har pæn omtale, mens den eneste kvindelige kandidat, Julie Skovsby, er bagerst med 20 artikler. Måske kan omtalen i pressen sikre Peter Rahbæk Juel et af de eftertragtede mandater på Fyn.
I Sydjylland har kandidaterne generelt få artikler, hvilket skyldes at Jyskevestkysten dækker det meste af området, og der således er relativt få lokale aviser. “Don E” fører spillet sammen med Troels Ravn, mens der er tæt løb fra Bjørn Medom og ned til Lise Von Seelen. Mens Kim Mortensen synes sikker, er der lagt op til en spændende afgørelse for de resterende to pladser i Sydjylland.
I Østjylland er Svend Auken klart i front, med Henrik Dam som en klar nummer to. I den modsatte ende finder man de to valgte medlemmer Torben Hansen og Rene Skau, der ligger relativt lavt forhold til de øvrige folketingsmedlemmer. Djursland-kandidaten Leif Lahn har dog lagt sig i selen, og har tydeligvis ikke tænkt sig at lade Jyllands næse stå uden folketingsmand. Generelt er der dog ingen kandidater der falder igennem i Østjylland, og med 24 som det laveste, er der god pressedækning i Århus og omegn.
I Vestjylland ligger Mogens Jensen og Jens Peter Vernersen som ventet i front, mens den ukendte Helle Dam også rykker i pressen. Jens Christian “Obersten” Lund ligger forholdsvist lavt, mens den af altinget forudsagte dogfight mellem Peder Christensen i Skive og Thomas Jensen, klart føres af sidstnævnte. Om ikke andet så i pressen.
I Nordjylland er det overraskende den frederikshavnske mand på tinge, Bjarne Laustsen, der er i front, mens det mindre overraskende er Aalborg-kandidat Rasmus Prehn, og tidligere regionsborgmester Orla Hav, der ligger lige efter. Derefter følger de tre andre sandsynlige aftagere af nordjyske mandater; Lene Hansen, Ole Vagn og Ole “EU” Christensen. Ingen overrak
Her er således en opgørelse over alle socialdemokratiske kandidaters medietal gennem de seneste to uger. Listen er lavet ved søgning i Infomedia i alle danske medier, på kandidatens navn. Hvis kandidaten har en meget almindeligt navn, eksempelvis Poul Andersen, har jeg tilføjet “Socialdemokraterne” efter navnet. Ved Anders Kronborg har jeg ligeledes tilføjet partiet, for at undgå forveksling med Tv2-chef Anders Kronborg.
Københavns Storkreds
Helle Thorning 3643
Karen Hækkerup 101
Christine Antorini 82
Yildiz Akdogan 24
Jacob Bjerregaard 19
Bo Sandberg 15+
Mette Reissmann 8
Jette Bergenholz Bautrup 7
Lars Gaardhøj 5
Lars Weiss 4
Michael Vindfeldt 1+
Susan Hedlund 0
Københavns Omegns Storkreds
Mogens Lykketoft 386
Mette Frederiksen 261
Morten Bødskov 89
Christel Chaldemose 43
Sophie Hæstorp Andersen 26
Simon Pihl Sørensen 14
Bent Greve 8
Kenneth Christensen 2
Nordsjællands Storkreds
Nick Hækkerup 104
Klaus Hækkerup 43
Mads Reinholdt 43
Thomas Horn 33+
Lone Møller 26
Hans Nissen 18
Sjællands Storkreds
Henrik Sass Larsen 308
Thomas Adelskov 117+
Magnus Heunicke 88
Mette Gjerskov 67
Steen Nielsen 37
Ole Hækkerup 36
Rasmus Horn Langhoff 27+
Vibeke Grave 27+
Peter Valenius 26
John Dyrby Paulsen 23
Tejs Laustsen Jensen 17
Lennart Damsbo-Andersen 6+
Fyns Storkreds
Peter Rahbæk Juel 90
Poul Andersen 83
Jesper Kinch-Jensen 66
Johannes Lundsfryd 57
Carsten Hansen 54
Niels Sindal 48
Niels Chr. Nielsen 40
Julie Skovsby 20
Sydjyllands Storkreds
Benny Engelbrecht 60
Troels Ravn 57
Bjørn Medom Nielsen 42
Peter Christensen 40
Karen Klint 31
Anders Kronborg 30
Julie Rademacher Hansen 30
Kim Mortensen 24
Tobias Gräs 23
Lise Von Seelen 18
Jørgen Borum Christiansen 8
Ove Nielsen 8
Grethe Høyrup Nielsen 1
Østjyllands Storkreds
Svend Auken 398
Henrik Dam Kristensen 154
Kirsten Brosbøl 67
Anne-Marie Meldgaard 52
Leif Lahn Jensen 50
Hüseyin Arac 45
Maja Panduro 39
Iben Sønderup 33
René Skau Björnsson 32
Torben Hansen 32
Jan Friis 24
Vestjyllands Storkreds
Mogens Jensen 108
Jens Peter Vernersen 81
Helle Dam 59
Charlotte Juhl Andersen 46
Thomas Jensen 45
Marianne Kamp 29
Merete Villsen 19
Jens Christian Lund 17
Anne Marie Christensen 17
Peder Christensen 12
Berit Mønsted 6
Nordjyllands Storkreds
Bjarne Laustsen 90
Rasmus Prehn 87
Orla Hav 84
Lene Hansen 55
Ole Vagn Christensen 46
Ole Christensen 44
Flemming Møller Mortensen 18
Anne Kirsten Olesen 1
Per Husted Nielsen 0
Efter lang tids radiotavshed er jeg tilbage på bloggen. Grunden til den lange pause skyldes dels min opstart på mit overbygningsfag, dels at jeg skulle undersøge hvor mange af mine læsere der holder ved, selvom der ikke er opdateringer.
Resultatet er nedslående – September er min bedste måned nogensinde med 3900 læsere, mens oktober ligger lige efter, begge langt over de måneder hvor jeg har postet mange indlæg. Dette skyldes nok dels, at mange søger herind gennem søgemaskiner, der henviser når folk søger på eksempelvis “Verdens største byer”. Dertil kommer en række henvisninger fra love.dk, hunde.dyregalleri.dk og baboom.dk – sider som jeg aldrig har været på og efter nærmere eftersyn ikke kommer til at besøge fremover.
Visse politikere siges at få de bedste valg, når de ikke kommer i kredsen i valgkampen. I det tilfælde må jeg stille mig tilfreds med at være blogosfærens svar på afdankede taktikere og teknokrater.
Hvilke politikere der bliver valgt bliver til gengæld rigtig spændende, og jeg vil gennem de næste to uger forsøge at få tid til at bringe nogle tal i forbindelse med valget. Jeg vil prøve at finde noget, der er mere avanceret end meningsmålinger, der kan give valgkampen et kvantitativt snit.
Godt valg til alle derude
Så er sommerferien ved at være forbi, hvilket også betyder at jeg vil starte siden her op igen inden så længe.
Som tidligere beskrevet er der et par forskelligartede indlæg på vej, men indtil da, vil jeg opfordre planlægningsinteresserede til at slå et smut forbi www.orestad.dk.
Hjemmesiden fortæller historien om Ørestaden – Danmarks største planlægningsprojekt siden City Plan Vest, og det største gennemførte projekt siden den navnkundige Fingerplan(og her snakker vi altså ’47). Jeg deltog i går i en rundvisning i Ørestaden, hvor tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen viste rundt og fremlagde projektet.
Det er utroligt, så mange imponerende projekter Ørestaden består af – alene Ørestadens Gymnasium, Libeskinds Cab-Inn bygning og Ferrings forskningscenter ville gøre enhver jysk købstadsborgmester våd i bukserne, men dertil kommer de dele som endnu ikke er bygget. Omkring Fields og Ørestad Station(det område der kaldes Ørestad City), er der planlagt otte yderligere højhuse på størrelse med Ferrings. Desværre er de begrænset af lufthavnen, der sætter grænsen ved 80 meter, hvis de ikke skal jamme flyenes radarsystemer, men alligevel – otte nye højhuse i den størrelse er ikke hverdagskost i dansk planlægning.
Jeg er i hvert fald imponeret.
Til de af mine læsere, der er interesseret i den geo-økonomiske skævvridning, som jeg har beskrevet i En Rådden Banan, har jeg her fundet et kort med nettomigration i alle skandinaviske kommuner. Kortet kan ses her, og er udviklet af Nordregio, som er et fælles nordisk center for rumlig udvikling.
På kortet kan man se, hvordan kommunerne i Nord-, Vest- og Sydjylland udgør en bananformet figur, mens stilken udgøres af det fynske øhav og Lolland.
Traditionen for at bruge figurer, frugter og biologiske udtryk i forbindelse med en kartografisk fremstilling er langtfra ny, og det er som oftest også disse fremstillinger, der har den største pædagogiske effekt. Det klassiske eksempel er Fingerplanen, som blev udarbejdet af Egnsplankontoret i 1947, mens det mest effektive internationale tilfælde er “The Blue Banana“, der blev udviklet af et hold af franske geografer. Oprindeligt var det ment som en varsling til den franske regering, da udviklingen gik uden om de franske industriområder.
God sommer – jeg er tilbage omkring 1. September
Som nogle læsere måske allerede er klar over, så er min historie om Herning og Silkeborgs forsøg på at pumpe indbyggertalene endt i Politiken. Det skete i fredags, hvor journaliststuderende Martin Justesen sammen med tre andre bragte historien på forsiden og side 5 i første sektion. Jeg kender Martin fra min fortid i elevbevægelsen, og der skal herfra lyde en stor tak til ham og hans medstuderende for at have kontaktet mig og bragt sagen videre.
Her er et uddrag fra hovedartiklen:
Provinsbyer pumper indbyggertal
Silkeborg og Herning har med held lobbyet for at få indlemmet landsbyer som bymæssig bebyggelse – for at blive store nok til at få tilladelse til at bygge megabutikker ifølge den nye planlov.
Af Martin Justesen, Frederik Pedersen, Jeppe Findalen og Rasmus Thirup Beck
Væksten slår igennem – Silkeborg by bliver større«. Sådan lyder de første linjer i en pressemeddelelse fra Silkeborg Kommune, som med stor glæde præsenterer byens nye indbyggertal , der nu har bevæget sig over 40.000.
Tallet gør nemlig Silkeborg attraktiv, fordi antallet er afgørende for, om byen kan få tilladelse til at bygge storbutikker som Silvan, IKEA og Bilka.
Men tallet er tvivlsomt. Silkeborg kontaktede løbende gennem 2006 Kort- og Matrikelstyrelsen og Danmarks Statistik for at påvirke opgørelserne, og Herning gjorde noget tilsvarende. Resultatet blev, at begge byer fik ændret stregerne på kortet og dermed rundede det magiske tal 40.000 indbyggere.
Således er landsbyen Resenbro blevet indlemmet i Silkeborg, til trods for at den ligger flere kilometer fra byen, og landsbyen Lind er blevet en del af Herning.
Lektor i bygeografi Sten Engelstoft fra Københavns Universitet, der tidligere har været ansat hos Danmarks Statistik, kalder de mildt sagt fleksible måder at tælle indbyggertal for »helt hen i vejret«.
Ifølge Anita Lange, kontorchef i Danmarks Statistik, advarede hun da også telefonisk Miljøministeriet allerede for et år siden, da ministeriet forberedte et forslag til ændring af planloven, der skulle opsætte klare kriterier for tilladelser til at bygge megabutikker.
»Der ligger for mange skøn i indbyggertallet til, at det kan bruges som grundlag for en lovgivning«, siger Anita Lange, som har ansvaret for byopgørelserne.
Alligevel valgte Miljøministeriet at bruge indbyggertallet i sit lovforslag. Og advarslen kom da heller aldrig videre til de politikere, som i maj dette år vedtog den nye planlov.Vil ikke indrømme fejl
Det var tvivlen om, hvordan indbyggertallet opgøres, der blandt andet var grunden til, at Dansk Folkeparti – som det eneste parti sammen med Enhedslisten – stemte imod loven.
»Men man får ikke regeringen til at indrømme, at de har begået en fejl. Så er det nemmere at få al-Qaeda til at overgive sig,« siger DF’s miljøordfører, Jørn Dohrmann. Både de radikale og SF, som er blandt forligspartierne bag loven, vil nu tage sagen op med ministeren.
Bruno Christensen, der er direktør i Retail Institute Scandinavia kan sagtens forstå Silkeborg og Hernings bestræbelser på at komme med i det gode selskab af byer, der må bygge ekstra store varehuse.
»Store butiksenheder tiltrækker kunder fra et større opland. Kigger du på Danmarkskortet, er der 33 byer, der tegner sig for 51 procent af den samlede detailhandel. De store og mellemstore byer suger omsætningen til sig«.
Det har trods gentagne henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Connie Hedegaard, som nu er taget på ferie.
Udover ovenstående var der en række artikler, heriblandt et fokus på byen Resenbro, der tilsyneladende er en del af Silkeborg. Som et lille tillæg fulgte At Tænke Sig op dagen efter, med en morsomhed afledt af sagen:
Officielt Til Store Fodvorde Kommune
Tak for brev af 12. ds., i hvilket kommunen anmoder om tilladelse til at opføre et storcenter snarest muligt. Miljøministeriet må desværre give afslag på grund af kravet til kommunens indbyggertal .
De 17 beboere i Lille Fodvorde kan medregnes som ønsket, men efter min opfattelse beror det på en fejl, når De med henvisning til planlovens bestemmelser om ’byens naturlige opland’ tillige medregner Brno, Jönköping, Lagos og de østlige forstæder af Ottawa.
Venlig hilsen
Honnie Gedelaar
Sikken en dejlig dag – så lykkedes det at få aftalen om fremtidens forbindelse til Tyskalnd på plads, endda med tysk medbetaling.
Herfra skal der lyde en stor ros til Transportministeren og ordførerne fra de tre “bro-partier”, V, S og K, der tilsammen har landet aftalen om en bro mellem Slesvig-Holsten og Lolland-Falster. Samlet set viser erfaringen fra de to andre broer, at der er en stigning i trafikken på mellem 250 og 350 procent. Dermed er der udsigt til mellem 10.000 og 20.000 biler på Femernbroen nogle år frem i tiden.
En ting der ærgrer mig ved i dag, på trods af det gode resultat, er pressens dækning af sagen. Over hele linien har der været en tilgang, hvor man nærmere har spurgt “Kommer broen til at gavne nogen overhovedet?” fremfor “Hvad er fremtidsudsigterne for broen?”. Endnu engang har man inviteret Uffe Jacobsen til at spyde gylde udover debatten, og Enhedslistens miljø-ordfører havde samlet tre kvarter i TV2 News til at fortælle, hvorfor man hellere skulle have lavet en cykelbro.
Nu må det stoppe – det var det samme mediehysteri, der i midten af halvfemserne sikrede knallertbussen og tunnelskrækbussen over Storebælt, og som gjorde at de radikale også dengang stemte imod. Jeg synes at journalisterne skulle slappe lidt af, og sætte sig mere ind i sagerne. På pressemødet 18.00 var det tydeligt, at mange af spørgsmålstillerne ikke havde læst selv de mest indledende rapporter. Fx spurgte en ung dame om “beslutningen krævede at der skulle investeres i infrastruktur i Danmark?” og hendes skæggede branchefælle supplerede med om “hvorfor de danske skatteborgere skulle betale for mere af broen end tyskerne?”.
Tja, de første linier i rapporten fortæller, at staten ikke betaler, men stiller garanti, og at opgraderingen af vej- og baneanlæg er en grundlæggende forudsætning for aftalen. Der er ikke noget at sige til at de er så kritiske overfor broen, når de ikke engang har læst pixibogen omkring den.
Men, nok om broer. Jeg vil over de næste 8-9 dage befinde mig på en græsmark i Roskilde-forstaden Vor Frue, sammen med en 100-120.000 andre, der har sikret sig en hundedyr billet eller er medarbejderarmbånd.Derefter er der en række ferieaktiviteter, der gør at jeg ikke kommer til at bridrage til talbanken i det meste af Juli måned.
God ferie…
Mediekoncernen TV2, der i min barndom kun dækkede en enkelt tv-station, er efterhånden blevet et stort foretagende. Først kom ungdomskanalen Zulu, som opfølgning til DR’s “Ung og Tung”-satsning i DR2, men senere overhalede man statsradiofonien med TV2 Charlie, Tv2 Film, Tv2 News og i sidste måned TV2 Sport, et joint venture med Modern Times Group, der også står bag TV3.
Tv2 har altid været populært blandt danskerne, og især i midten af halvfemserne, var betalingskanalens pragmatiske tilgang til show og undeholdning noget, der samlede familien Danmark. DR halsede efter, mens de rent kommercielle kanaler som TV3 og TV Danmark aldrig kom helt op i gear. På den måde kunne man påstå at TV2 har sørget for at de kommercielle kanalers andel selv idag er latterligt små.
DR er dog siden kommet igen, og den ellers så udskældte Christian Nissen, formåede at skære ned og prioritere, således at DR fra åtusindskiftet og til i dag, har haft en pæn TV-andel, svarende til en omkring en tredjedel af markedet.
Samtidig har DR gennem alle år siddet tungt på radio-markedet med mellem 70% og 80% af den samlede kage. De store sellerter er den hyggelige, lokale kanal P4(som samtidig også er den dyreste), og P3, der leverer uforfalsket ungdomsradio uden reklamer og med varieret musik. Under de to, står P1 og P2, der hver især udgør en væsentlig mindre del af lyttershare’en, men som dog alligevel samler lyttere op, som de andre kanaler ikke havde fanget.
De første konkurrenter til statsradiofonien bestod af lokale stationer, der, typisk styret af studenter og musikerspirer, leverede dialektradio med mainstreampop, lokale helte og gymnasiebands. Rygtet vil vide at Hvid Sjokolades “Levende poeters klub” sad i over 3 måneder i den ene af de to cd-afspillere på den sydvestsjællandske radiostation SLR i slutningen af halvfemserne. Netop SLR er en af de få tilbageværende lokale radiostationer – en af de få, der nåede at tilpasse sig til et større lytterområde i takt med at udstyret blev dyrere og teknologien mere avanceret. Ligesom mange andre lokalstationer, eksempelvis ANR, Radio 3 og Radio Holsted, fungerer man som en del af et mediehus, typisk sammen med regionalavisen.
I København har der gennem mange år været mange forskellige kommercielle tilbud i æteren, hvor især Riskjærs “Radio Voice” har klaret sig godt. Derudover er København også hvemsted for en underskov af små, typisk politiske, radiostationer, der dog ikke fylder meget i det samlede billede.
I 2003 mente den borgerlige regering dog, at det var blevet for meget med DR’s dominans i æteren. Nu skulle de danske radiolyttere have nye toner når de holdt i bilkøen, og derfor besluttede man at sende 1½ radiokanal i udbud. Resultatet blev, at det australske selskab Sky overtog den hele kanal, mens den halve kanal(jeg tror det var 68% dækning) gik til Radio 100FM. Dengang var det nyt og stort, og en hollandsk Sky-mand proklamerede i et live-interview, at man havde et skudsikkert koncept, der virkede alle steder – et koncept som blandt andet betød rå herrestemmer og intime kvindelige værter, absolut intet rockmusik og ingen anstødelig humor.
Konceptet holdt som bekendt ikke, og i efteråret måtte en bitter dansk afdeling af Sky Radio lukke og slukke. Bedre gik det for den mere Voice-inspirerede 100FM, der med populærmusik og især morgenprogrammet “Morgenhyrderne” blev en væsentlig del af danskernes radiolytning. Jeg tror ikke man skal undervurdere den nemme frekvens, der har haft en afgørende betydning for succesen.
Den hele radiofrekvens skulle efter Sky’s lukning igen sendes i udbud, og her kom TV2 ind i billedet. Som veletableret mediekoncern med tro på et fremtidigt kommercielt radiomarked, satsede man stort og overbød konkurrenterne. Senere blev holdet sat, og man skal nok ikke undervurdere prisen på en række fremtrædende show-folk, radioværter, skuespillere og politiske ordførere. Med et budget af den størrelse havde man behov for en stor og trofast lytterskare, der kunne sælges for højest bydende til sponsorerne. Hvis det skulle lykkedes, var det nødvendigt at hugge lyttere fra DR, hvilket programlægningen på den nye kanal også tydeligt bærer præg af.
Efter en vellykket start, er kurven imidlertid vendt for TV2 Radio – Færre og færre synes interesserede i at lytte til Casper Christensens vittigheder og Lars Daneskovs almindeligheder. Tv2 udsender hver uge en opgørelse over deres andel af seere, lyttere og internetbrugere, og her ser det rigtigt dårligt ud for TV 2 Radio, der uge for uge mister flere og flere lyttere. På den modsatte banehalvdel er P3 gået frem, sammen med P1, mens P4 går en smule tilbage.
Men her er tallene for Februar og Marts for de største danske radiokanaler. Kilden er Gallup med mellemstation i TV2′s nyhedsbrev “Medienyt”.
Tallene er shares i procent af lytterne i aldersgruppen 21-50. De forreste tal er de nyeste fra Marts, mens februars tal er i prantes, og januars tal er i kantparantes.
Shares:
1. DR P3: 34,0 (27,6) [31,9]
2.DR P4: 19,8 (21,1) [21,3]
3. Radio 100FM: 10,3 (10,9) [11,4]
4. TV2 Radio: 5,6 (5,3) [--]
5. DR P1: 4,1 (3,9) [2,7]
6. Radio 2: 1,7 (1,8) [2,3]
7. The Voice: 1,6 (2,2) [2,7]
Totalt Lyttertal idag(ændring siden februar i parantes)
DR P3: 1.284.000(+59.000)
DR P4: 739.000(-97.000)
Radio 100FM: 575.000(-8.000)
TV2 Radio: 387.000 (-34.000)
DR P1: 343.000(+45.000)
The Voice: 246.000(-107.000)
Radio 2: 166.000(-25.000)
DR P2: 123.000(-4.000)
Af og til, når den politiske dagsorden ikke er fyldt op at nye partier, tørklæder eller tegninger, bliver der plads til at diskutere noget, som jeg, i mine ydmyge rolle som politisk aktiv, mener er ganske centralt i forhold til udviklingen i morgendagens Danmark. Selve området har ikke noget egentligt navn, men et udtryk som “geografisk ulighed” eller “Det skæve Danmark” vil nok meget godt dække den politiske diskussion, som så sjældent kommer op til overfladen.
Det handler om at Danmark igennem de seneste godt 15 år, har oplevet en udvikling, hvor den nye teknologi og nye byliv har skabt en reel underklasse i den yderste provins. Det handler ikke blot om penge eller arbejdspladser, men også om image og uddannelse, omend pengene er den mest åbenlyse faktor.
Mens råstoffer og driftige lokale forretningsmænd, tidligere har været faktorer i væksten, er den afgørende præmis i dag, at man er placeret nær en af de to vækstcentre i landet; Hovedstadsområdet og Trekantsområdet. For samfundsborgere født efter 1986 virker det selvfølgeligt, at København er den ultimative dynamo i dansk erhversliv, men det har langfra altid været sådan. I slutningen af 1980′erne var København nede i en dyb bølgedal – byggeriet var ikke-eksisterende, arbejdsløsheden var enorm, byfornyelsen havde slået fejl og byen var opsplittet og opgivende. Historien vil vide at Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen havde en stor del af ansvaret for denne udvikling, idet man konsekvent valgte at sætte kikkerten for det blinde øje, når blikket faldt på den skorstene, skibskraner og industrikedeler.
Senere blev det Jens Kramer, der gennem en pakt med djævelen, alias daværende statsminister Poul Schlüter. De konservative har aldrig haft en decideret modvilje mod storbyen, som det findes i Venstre, og aftalen mellem de to blev således en ny mulighed for byen. Samtidig blev man dog tvunget til at sælge ud af de sociale boligbyggerier for at modsvare den statslige investeringer, og love fremover kun at sælge på markedsvilkår. Begge disse forhold skaber i øvrigt problemer for Ritt i hendes forsøg på at give almindelige mennesker bolig i hovedstaden.
Pengene blev blandt andet brugt på projekter indenfor Kulturby 96, Copenhagen Capacity og Wonderful Copenhagen. Tre projekter, der kickstartede udviklingen af byen, således at hovedstaden er suveræn i turisme, kultur og udvikling. Faktisk sidder København idag på 73% af alle akademikere beskæftiget indenfor kulturområdet, og det er endda uden forstæderne. Samtidig stiger områdets andel af den samlede indkomst og i andelen af akademikere.
Imens er det gået modsat i mange andre dele af landet. De klassiske eksempler er Lolland-Falster, Bornholm og Nord- og Vestjylland. Områder der mister arbejdspladser, og som tiltrækker sociale problemer og frastøder veluddannede. Som førnævnt kan disse områder sagtens have masser af arbejdspladser, men det er sjældent at de lokale virksomheder hæver sig over produktionsniveauet. Det er typisk virksomheder, der er flyttet ud fra København som en del af egnsudviklingsprogrammerne, og som derfor er lette ofre for outsource-gribens nødesløse klør – et godt eksempel kunne være Flextronic i Pandrup.
Samtidig bliver uddannelsesniveauet dårligere i provinsen. Hvis der blandt læserne findes nogen, som er flyttet til København fra en ikke-universitetsby(som undertegnede), så kender de udemærket til problemet – Mens dem, der ønsker at videreuddanne sig, flytter væk, bliver de, der ikke er interesseret i videre uddannelse, måske ikke engang en ungdomsuddannelse. Det betyder ikke nødvendigvis at dem der bliver i udørkerne tjener mindre - mange af mine medstuderende skal nok ende med en lavere livsløn end Dennis, der startede på slagteriet i Ringsted som 17-årig.
Det er dog sjældent pengene alene der skaber et attraktivt miljø – folk vil have udvikling, tilbud, spændende mennesker og ligesindede – Det som Bourdieu har operationaliseret i begreberne Kulturel Kapital og Social Kapital. Den slags kapitaler mangler man i Spøttrup og Holeby, og umiddelbart synes det svært at arbejde sig ud af krisen.
Problemet er, i mine øjne, enormt, fordi man ser en udvikling, hvor afstanden fra hovedstaden og trekanten er omvendt proportionel med det økonomiske overskud i kommunerne. Jeg er dog heldigvis ikke den eneste, der kan se dette problem, og i flere omgange har man forsøgt at sat problemet på dagsordenen.
Historien har vist, at man kan udgive tunge rapporter med vægtige argumenter og lange regnestykker, men hvis man virkelig vil have opmærksomhed og i sidste ende få sin vilje, så handler det om det visuelle udtryk. Det ved man i København, hvor Fingerplanen blev gennemført til fulde, på trods af at den aldrig blev vedtaget, mens de senere, og langt mere gennemarbejdede egnsplaner “Principskitsen” og “Regionplan 1973” blev arkiveret lodret. Folkene bag Fingerplanen var endda nødt til at flytte Rødovre, Glostrup og Taastrup for at få anatomien til at passe.
På det mere internationale plan, er der godt salg i frugter. Den første og mest effektive var “The Blue Banana“, fremstillet af den franske geograf-gruppe RECLUS, der ønskede at gøre det franske regering opmærksom på et grundlæggende problem: At al europæisk erhvervsudvikling foregik i Vesttyskland, Norditalien, Benelux, Svejts og Sydengland. Derfor tegnede man en blå banan på et Europa-kort, hvilket mere eller mindre solgte budskabet og vækkede folkene i republikkens magtcenter. Senere fulgte “The Green Apple” omkring Berlin, København, Stockholm, Hamborg og Randstad Holland, og “Progressive Pineapple” omkring Østfrankring, Vesttyskand, Benelux og med satelliter i London, København, Birmingham og Oslo.
På samme måde snakker man nu om en rådden banan, der smyger sig fra Bornholm, over Lolland-Falster, Sydfyn med øer, Sønderjylland, Vestjylland og Nordjylland. Hermed er det altså kun Sjælland, en stor del af Fyn og Østjylland, der går fri af denne syge frugt. En af de måder man kan måle udviklingen på, er i huspriserne, der gennem den usynlige hånd bestemmes af attraktiviteten. Priserne er dog ikke nødvendigvis interessante i sig selv, men nærmere udviklingen i prisen, som herunder er angivet i forhold til 1995.
Et blik over tallene giver det klare billede, at der er en svag stigning i priserne i det område, der er dækket af “Den Rådne Banan” - mens selv semi-vækst områder som Odense og Århus har en begrænset stigning. Højdespringerne er København(435,9%), og derefter forstadskommunerne Frederiksberg(383,7%), Hvidovre(382,3%) og Tårnby(364,3%). Derefter er det gennemgående de sjællandske kommuner der dominerer i prisstigningerne.
Huspriserne er selvfølgelig kun en lille del af udviklingen, men det er dog bemærkelsesværdigt, at prisstigningerne i Københavns Kommune er 4 gange større end dem i Frederikshavn. De er i øvrigt hentet fra en reklame på www.180grader.dk – en såkaldt borgerlig netavis, og dækker prisen per kvadratmeter ejerbolig.
Hovedstaden
Gentofte: 32.519 (336,3%)
Frederiksberg: 32.057 (383,7%)
Hørsholm: 30.980 (243,2%)
Rudersdal: 30.068 (312,3%)
København: 29.567 (435,9%)
Lyngby-Taarbæk: 29.368 (305,2%)
Furesø: 26.253 (262%)
Gladsaxe; 25.622 (342,4%)
Rødovre: 25.036 (319,5%)
Tårnby; 24.940 (364,3%)
Glostrup: 24.630 (352 %)
Hvidovre: 24.431 (382,3%)
Høje Taastrup: 21.464 (301,7%)
Ishøj: 20.004 (266,7%)
Vallensbæk: 22.350 (339,8%)
Provinsen
Hillerød: 26.566 (316,6%)
Århus: 25.706 (255,6%)
Roskilde: 25.520 (275,7%)
Helsingør: 23.178 (305,8%)
Køge: 20.524 (251,9%)
Holbæk: 20.210 (292,2%)
Fredensborg: 19.479 (298,7%)
Gribskov: 18.705 (278,8%)
Silkeborg: 17.214 (152,2%)
Skanderborg: 16.660 (161,5%)
Ringsted: 15.919 (252,9%)
Horsens: 15.901 (256,6%)
Odense: 15.733(200,0%)
Svendborg: 15.553 (224,5%)
Aalborg: 15.243 (194,7%)
Vejle: 15.192 (214,7%)
Odder: 15.009 (213,7%)
Næstved: 14.779 (231,1%)
Sønderborg: 14.563 (148,7%)
Kolding: 14.030 (193,2%)
Slagelse: 13.440 (221,8%)
Nyborg: 12.322 (238,4%)
Herning: 12.788 (123,1%)
Holstebro: 12.584 (160,6%)
Haderslev: 12.474 (254,3%)
Varde: 12.217 (118.7%)
Esbjerg: 11.937 (147,7%)
Ringkjøbing: 11.198 (151,8%)
Viborg: 11.119 (142,1%)
Frederikshavn: 10.701 (119,6%)
Randers: 10.698 (178,9%)
Fredericia: 10.575 (190,6%)
|
